|
GIC DK*Førstballe's Alice(NFO gs 09 22 - blåtortie sølv blotched tabby med hvid) Udstillingsresultater
Jeg må have arvet nogle af mors gode ideer, for straks fra fødslen sagde vores menneske, at hende beholder vi - hun ligner noget fra et eventyr - det var måske på den måde, jeg fik mit navn (Alice i Eventyrland).
Jeg har hele tiden været den største i mit kuld. Jeg er lang og har en god højde - som killing var jeg den første til at stikke af fra kassen og gå på opdagelse i den store verden, selvom både min mor og mennesket gjorde hvad de kunne for at holde mig indespærret en uge mere – til de andre også ville ud af kassen. Efterhånden som jeg voksede op, lærte jeg at genkende lyden af en skuffe/låge eller dør, som blev åbnet - for mig er det en evig invitation til et nyt eventyr, en ny opdagelsesrejse, jeg er født nysgerrig. Mit menneske har været rimelig nem at opdrage – mor har jo taget sig af det mest grundlæggende - der har dog været et par problemer; mit menneske er stadig lidt tunghør når det gælder "elevatorhjælp" (hvis jeg skal løftes op på toppen af et klædeskab) - det andet er at lære hende at indtage en passende ydmyg holdning, så jeg kan sidde eller ligge bekvemt på hendes ryg - hun prøver ihærdigt at slippe af med mig, når jeg lige er ved at sætte mig godt til rette.
Mit yndlingstidsfordriv er at tabe små stykker legetøj i nærheden af vores menneske og så vente på, at hun smider dem langt væk, så jeg kan opøve mine evner udi den ædle jagtkunst - vi norske skovkattedamer siges jo at kunne fange fugle i flugten, og hvis jeg nogensinde får chancen ...
I det daglige har jeg forsøgt at hjælpe min mor med at uddanne mine små søstre til at blive perfekte til deres fremtidige roller som hjemmets ubestridte chef og på den måde blive klar til mine egne børn.
Den bedste fødselsdagsgave jeg endnu har fået, var nok, da jeg til min 2-års fødselsdag blev kørt på besøg hos en rigtig lækker ung sort hankat - EC DK*Jylland's Hagbard F.T.
Besøget resulterede i et kuld killinger født den 6. juli om eftermiddagen(C-kuld) og bare for at bevise over for vores menneske, at vi skovkatte også godt kan få lidt større kuld ,startede jeg med 5 drenge og en pige – mor fik jo kun 6 piger og en dreng på to kuld – jeg ved ikke helt hvorfor, men hun er stadig lidt fornærmet på mig.
Mit menneske har fortalt mig, at det desværre varer længe, inden jeg kommer på udstilling igen, så fremover kan jeg kun beundres her på siden, eller ved personlige besøg hjemme hos mig.
Det var så stor en oplevelse at have killinger i huset, at jeg fik lov til at få et kuld mere, denne gang med IC DK*Frithiof August Felis Jubatus som far - ham havde jeg allerede kigget mig ud sidste år, da jeg var på besøg hos familiens anden hankat. D-kuldet blev født den 26. august 2003 om eftermiddagen, denne gang var jeg lidt mere moderat og nøjedes med fem killinger - tre piger og to drenge.
|